lørdag den 8. januar 2011

Je suis jalouse - Emilie Loizeau

?&%#)!*^€#

Jeg skal til eksamen mandag morgen i mit franske fag 'La communication et la phonétique'. Aldrig i mit liv har jeg været så frustreret over fransk sprog som efter jeg tog det fag. Det ikke bare får mit fonetik fag på første semester til at se ynkeligt ud, men det vender også op og ned på alt det franske jeg gik og troede jeg kunne - på en lærerig, men også meget skræmmende måde. 

Vi har muligvis en masse regler på dansk, som vi blot tager for givet, når vi snakker. Regler, som vi måske slet ikke ved eksisterer. Men se, på fransk, der kan man snakke om regler. Og undtagelser til regler. Og undtagelser til undtagelser. Og undtagelser til.... Og jeg synes faktisk det er lidt pinligt, hvis ikke virkelig sørgeligt(?), at jeg efter snart tre år med fransk på universitetsniveau godt ved, at der findes tre forskellige 'e'-lyde på fransk, men aldrig før er blevet rigtig bekendt med reglerne for, hvornår det lige udtales som e eller mere som æ eller som ø. Eller hvornår man overhovedet slet ikke må udtale det. Og så bliver jeg helt i tvivl - siger jeg det nu rigtigt? Jeg snakker bare, snakker som jeg har lært eller hørt, totalt uvidende om alle de regler, der er - og der er uendelig mange. Regler for rytmer, intonation, vokalkæder, konsonantkæder. Regler for o, for s, z og x. Regler for e, for nasallyde, nasallyde efterfulgt af dobbeltkonsonanter. Og jeg krummer tæer, fordi jeg ikke ved de ting. Og jeg nervøs, fordi jeg nu skal fortælle en inspirerende historie på tre minutter, hvor alle de ting skal sidde i skabet. Og jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal snakke om, men endnu værre, jeg ved ikke om jeg kan slippe mine CBS fransk-vaner og tale rigtigt fransk. 

Meeeen, så har jeg vel et påskud for at bosætte mig i Paris igen-igen?

fredag den 7. januar 2011

Barcelona-minder ♥

Det var turen, hvor en franskmand iført blond paryk og roser i munden, rejste sig op på en restaurant, klingede på sit glas og talte om, hvor ulykkeligt forelsket han var blevet i en ung pige fra Sverige og en ung pige fra Danmark. Til klapsalver fra de omkringsiddende gæster, forlod vi restauranten med roserne i hånden og røde kinder, og fortsatte så vores færd ud i natten. Det var samme nat, vi drak et glas cava på hver en bar vi kom forbi - og endte aftenen på 'Mal Verte' med tomme løfter om at hjælpe med at male til åbningsaftenen den følgende dag. 
Det var turen, hvor vi snakkede kultur, karriere, ægteskab og brudekjoler med vores elskværdige værtspar Antony og Jasmine. Det var turen, hvor vi tøsefnidderede til klokken fem om morgenen over en flaske vin, og drak morgenkaffe i varmen iført shorts og t-shirt mens vi prøvede at overbevise hinanden om, at det rent faktisk var november. Det var også turen, hvor vi fik en ansigtsbehandling, gik shop-amok i Zara, spillede frisbee på stranden, blev forfulgt af skaldede mænd og med vores ikke-eksisterende spanske blev mindet om, at vi alligevel godt kan snakke lidt fransk.

Den lille uge gik alt for hurtigt, og det var lidt som om, at vi ikke helt var klar til at sige farvel til Barcelonas - eller at Barcelona ikke helt var klar til at sige farvel til os? Med femten minutter fra ankomst til lufthavnen til gaten lukkede, var det tæt på, vi ikke nåede vores fly. At Sara havde glemt sin taske ved security hjalp ikke just på situationen. Ej heller, at jeg blev opmærksom på mit manglende(?) boardingpas. Efter løben frem og tilbage, fra gate til security og til gate igen-igen, med og uden sko, med røde hoveder og dårlig kondition, kunne vi endelig stille os bag de sidste mennesker i køen, som kun havde grin tilovers for vores kaotiske renden. Vi nåede det. Selvom et par dage mere i en fantastisk by, i fantastisk selskab ikke havde gjort mig noget!


Rart, men så alligevel....

....meget mærkeligt. Og en anelse tomt. Af en eller anden grund sidder jeg igen i år på Solbjerg Plads og gør et ihærdigt forsøg på at samle tankerne om en 'Social and Business Networks' eksamensopgave, der er due om en uge. Mine rosenrøde forestillinger om eksamenslæsning på biblioteket i Paris med udsigt til Eiffeltårnet efterfulgt af to ugers ferie, hvor jeg skulle suge så meget til mig som overhovedet muligt, blev pludselig i december lavet om til pendlen mellem Paris og København, kaotisk boligsituation og eksamensforvirring. 
Den sidste måned i Paris var stressende, hvilket også er årsagen til, at jeg har forsømt min blog noget så grusomt. Der var præsentationer, der skulle overstås, eksaminer, der skulle skrives, erasmus-barer, der skulle passes - og ind i mellem alt det var der vist også noget, der hedder december, der skulle nydes og julegaver, som skulle købes. Det blev på bekostning af blog og - nok det jeg fortryder allermest, når nu det begynder at gå op for mig, at min tid i Paris er slut - ja, Paris. 

De sidste par uger var jeg begyndt at savne København. Jeg savnede julestemningen i København i december, jeg savnede mine egne ting, jeg savnede letheden ved at gebærde sig i en by, hvor man taler sproget, og hvor man forstår, hvad folk siger - selv helt ned til de allermindste ord. Paris var pludselig blevet min hverdag, hvilket jo måske egentlig også var målet med hele mit ophold, men jeg glemte lidt at nyde det rigtigt tilsidst.
Nu har jeg været hjemme i en uges tid. Pludselig har jeg svært ved at finde rundt i København, jeg må bide mig selv i tungen for ikke at sige 'pardon', 'merci, au revoir', jeg skal tænke mig om en ekstra gang, om bussen nu også kører derhen, hvor jeg skal, og selvom Solbjerg Plads et par gange om året plejer at være mit andet hjem, så føles det ikke helt sådan i år. Og midt i julegave-bytte-helvede blev jeg også mindet om, at der også her er mangel på service-mindede folk og smil. 
Så paradoksalt nok savner jeg Paris nu. Heldigvis er det ikke helt slut endnu. På søndag flyver jeg til Paris for at tage min franskeksamen, og så har jeg lige et par dage til at få købt et års forbrug af min elskede pesto, få sagt farvel til de søde mennesker, jeg har mødt, opstøve en ingefær-drink med Sara på zéro-zéro og ja - nyde.  
Indtil da vil jeg mindes de sidste par måneder her.....



onsdag den 1. december 2010

Glædelig første december

December er lig med 'Love actually', og jeg ender altid med at surfe rundt på nettet for at finde ud af, hvornår det nu lige er, den bliver sendt i fjernsynet. Og måske er det lidt kikset, men det er bare en af de film jeg kan se igen og igen - en rigtig feelgood film. Så jeg tror, jeg vil give mig selv en lille december gave i år, og slå et smut forbi Fnac efter skole. 

Glædelig første december allesammen...

tirsdag den 30. november 2010

Marina & the diamonds

Jeg er lige kommet hjem efter at have tilbragt en fantastisk tirsdag aften i selskab med Katrine og 'Marina & the Diamonds'. Wauw - hvor er hun dog vanvittig sej og skæv på en rigtig fin facon med hendes neonlysende læbestift og rødt hjertebælte.


Please do enjoy billeder! Blev slæbt ud af (meget)
stor dørmand midt under koncert for at tage dem. PINLIGT!

Decemberklar - TJEK

Jeg har en Kinderchokoladekalender hængende på min væg. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om man bør retfærdiggøre det, når man nu er blevet 23 og derfor, i teorien, har været voksen i fem år. Men nu elsker(!) jeg Kinderchokolade - og jeg er ret overbevist om, at det at kunne se frem til Kindermaxi, Kinderæg og andet godt gør eksaminer og opgaver i december måned mere udholdelige. Og så er det vel okay - ikke?


søndag den 28. november 2010

'Det må man gerne'....

....det siger fætter Magnus selv. Så jeg investerede i et par rigtig fine handsker i dag i H&M, så vinterkulden ikke synes så slem. Jeg købte også en pose te i en af juleboderne, så jeg har lidt at varme mig på herhjemme (når man nu ikke må have radiatoren tændt som man lyster for udlejer...). 
Så nu vil jeg afslutte den hyggeligste dag med te og hyggelæsning af de fantastiske blade Fine-Line havde med til mig fra Danmark. 



En dag med tiltrængt hygge

I morges var jeg ude på min første løbetur i lang tid. Det er mærkeligt, at det altid skal være sådan en kamp at komme af sted for hver gang jeg hopper i løbeskoene, så bliver jeg mindet om, hvor godt jeg egentlig kan lide det. 
Efter lidt forberedelse til mine to præsentationer, kunne jeg atter tage ud i det vinterkolde Paris. Put havde nemlig været så elskværdig at redde mig fra en søndag i sengen, og havde inviteret på julehygge. Vi gik op til Champs-Élysées, hvor der i hele december er juleboder - en lille blanding af julemarked på Nyhavn og i Tivoli. Det var bidende koldt, og alligevel var der mennesker overalt; små børn med flødeboller de ikke kunne gabe over, voksne med glasserede æbler og gløgg i hænderne. Vi flottede os og spiste bøf med kartoffelmos og pebersovs, drak kaffe og fik crème brulée. Og da vi gik hjemad og alle julelysene lyste op, og tonerne af 'All i want for christmas is you' flød ud fra højtaleren i H&M, kom jeg en lillebitte smule i julestemning. Og blev ikke mindst mindet om, hvor meget jeg holder af tiden op til jul. 


lørdag den 27. november 2010

Jeg ♥ koncerter

























Folk var bare på - på den der 'nu-skal-vi-have-den-bedste-aften' agtig måde. Ja, de var så meget på, at vi blev helt i tvivl om andet opvarmningsband egentlig var bandet; 'Plejer folk at skråle så meget med på opvarmningsbandets sange, og plejer der overhovedet at være to opvarmningsbands?', 'TDCC snakker da ikke fransk, gør de?' og '...burde forsangeren  ikke være smule rødmosset, da ikke sorthåret - eller?'. Men jo, vi var til den rigtige koncert, TDCC lod bare vente på sig. Og man var ikke et sekund i tvivl, da de endelig kom til syne. Hårene rejste sig på armene, læberne bevægede sig op i et stort smil og det gav et sug i maven, da gulvet begyndte at gynge i takt de hoppende folk overalt omkring os og musikken. Det var f-a-n-t-a-s-t-i-s-k!

Små hjerner - små fornøjelser....

...fik jeg sagt, jeg eeelsker at danse?  
(klik på link...and enjoy!!)

Early Saturday Sound

I dag er jeg den heldige vinder af morgentimer - 8.30 til 11.45 med åh-så-passionerede, MEN kaotiske Maya. Er ualmindelig træt, og ikke spor oplagt.



fredag den 26. november 2010

Julestemning

I dag faldt den første sne lige som jeg sad og prøvede mig frem med ustabile e'er, konsonantlyde og syntakser i min franskeksamen. En helvedes uge var endelig overstået, og det blev fejret med (mange)æbleskiver, skolekridt og Tom's skildpadder på julebazar i den danske kirke med Katrine og Julie. Ved de små juleborde blev der indtaget hotdogs, smørrebrød og æbleskiver til den helt store guldmedalje mens der blev grint og talt på fransk og dansk i en stor pærevælling. Jule-hygge...

torsdag den 25. november 2010

Two Door Cinema Club

Om en lille time kommer Fine Katrine forbi med kylling, kokosmælk og bønner. Sammen med Put skal vi lave karry mad og læse til vores fransk eksamen i morgen. Gruer lidt for den - det er som om, jeg ikke altid rammer rigtigt, når jeg skal oversætte til fonetisk sprog - for ikke at tale om opdeling af sætninger i rytmer (gør man overhovedet sådan noget på dansk?). Og det er også som om, at reglen for, hvornår et 'e' forsvinder på fransk ligger alt for langt tilbage til at kunne huske. Og hvornår er det overhovedet ustabilt? Argh...
Meen inden eksamen i morgen, så vil jeg lige tage de søde damer under armen og smutte til koncert med Two Door Cinema Club. Glæder mig! På nær de små hyggestunder de seneste dage med Tis, Maja og så Line, så synes jeg, der har været meget travlt! En aften ude er tiltrængt.....

fredag den 19. november 2010

Min første julegave

I dag midt i gruppearbejde tikkede der en mail ind fra min udlejer, som sagde, at der var kommet en pakke til mig. Og jeg blev så glad, da jeg så, at pakken var fra min lille Frederiksberg-familie - Dreier Jørgensen. En fin julegave med et kort, der ønsker om 'Glædelig jul og et lykkebringende nytår søde Julie'. Selvom jeg tit skriver og snakker om, hvor fint og absolut-fantastisk Paris er, så betyder det ikke, at jeg ikke savner København! Og noget jeg især savner ved København er mine onsdage med 'kongen af croissanter' fætter Magnus, som elsker Pippi, laver hjerter med sine små fingre som Medina og kender flere Lady Gaga sange end jeg gør - i en alder af 4 år! Og jeg savner, at hyggesnakke med Marlene, hvis jeg altså får lov af Magnus, og pludre med søde baby-Vitus, som snart ikke er en baby mere. For ikke at tale om Lars' gode mad.... 


Besøgbesøg

Når jeg er færdig med gruppemøde senere i eftermiddag, så skal jeg gøre pariser-hule klar til besøg. To dejlige damer - Tis og Maja - kommer på forlænget weekend og jeg glææææder mig! 

Friday Sound

torsdag den 11. november 2010

i.need.vacation

Om små fem timer er jeg så småt på vej mod lufthavnen med søde-Sara. Efter gårsdagens helvedes nat med opgaveskrivning til klokken otte om morgenen, så kan jeg godt bruge en tur til lufthavnen. For en tur til lufthavnen betyder en tur ud i verden - nærmere betegnet Barcelona. Jeg glæder mig. Et lille get-away fra hverdagen (hvilket lyder helt skarn-agtigt, når denne udspilles i Paris) er altid rart, især når det betyder 20 grader, dejlig by, fantastisk mad og skøønt selskab!

Vi ses i næste uge....

mandag den 8. november 2010

Ja ja, jeg er okay!

Jeg tog et styrt op ad trappen fra metroen i dag - på den virkelig pinlige måde! Jeg skyder lidt skylden på mine nye støvler, hvis snude rager lidt længere ud end jeg åbenbart er vant til. Eller måske er det bare min evne til at beregne afstande, min klodsethed i al almindelighed..?
Resultatet blev i alle tilfælde, at jeg landede lige på knæene. Mit tørklæde, som så smukt holdt mit hår tørt, fortsatte fra håret ned over ansigtet. Da jeg endelig fik rejst mig, samlet mine ting - og ikke mindst fundet vej ud af kilometer stort tørklæde, var det med ømme håndflader og til synet af et ungt fransk par, der bed sig i kinderne for ikke at vælte om af grin. Den unge pige kunne tydeligvis ikke holde masken og måtte kigge væk idet mit ansigt endelig kom til syne under tørklædet. Den unge mand spurgte i et stort smil 'Ca va?'.
Jeg havde meget travlt med at komme på benene, stak dem et overskudssmil à la 'det-her-gør-jeg-tit-for-opmærksomhed' alt imens jeg mumlede 'Oui oui, ca va!' og skyndte mig væk...

Bedre motorik søges!

Arbejd-arbejd

Sidste uge var en helvedes uge med en præsentation i både 'Glob'strat' og 'La phonétique et la communication'. Fredag morgen var jeg sikker på, at jeg aldrig skulle komme igennem min præsentation på 20 stive minutter, tilmed på fransk, men det gjorde jeg - og her sidder jeg så nu med en Cross-Cutural Barriers opgave hængende over hovedet til på onsdag. Men hvem har sagt, at det ikke godt må være lidt hyggeligt at skrive opgave? Så i morges trodsede jeg regnen og spiste morgenmad på 'Le pain quotidien', hvor jeg nu nyder en café créme og prøver at få et overblik over min opgave.






søndag den 7. november 2010

Sunday Sound

Sommerminder

Det har regnet uden stop hele weekenden, og min plan om at trave Paris' gader og stræder tynde blev dermed udskudt på ubestemt tid. Mens regnen har hamret på mit tag, er jeg gået i summer-mode....