Je suis jalouse - Emilie Loizeau

?&%#)!*^€#

Jeg skal til eksamen mandag morgen i mit franske fag 'La communication et la phonétique'. Aldrig i mit liv har jeg været så frustreret over fransk sprog som efter jeg tog det fag. Det ikke bare får mit fonetik fag på første semester til at se ynkeligt ud, men det vender også op og ned på alt det franske jeg gik og troede jeg kunne - på en lærerig, men også meget skræmmende måde. 

Vi har muligvis en masse regler på dansk, som vi blot tager for givet, når vi snakker. Regler, som vi måske slet ikke ved eksisterer. Men se, på fransk, der kan man snakke om regler. Og undtagelser til regler. Og undtagelser til undtagelser. Og undtagelser til.... Og jeg synes faktisk det er lidt pinligt, hvis ikke virkelig sørgeligt(?), at jeg efter snart tre år med fransk på universitetsniveau godt ved, at der findes tre forskellige 'e'-lyde på fransk, men aldrig før er blevet rigtig bekendt med reglerne for, hvornår det lige udtales som e eller mere som æ eller som ø. Eller hvornår man overhovedet slet ikke må udtale det. Og så bliver jeg helt i tvivl - siger jeg det nu rigtigt? Jeg snakker bare, snakker som jeg har lært eller hørt, totalt uvidende om alle de regler, der er - og der er uendelig mange. Regler for rytmer, intonation, vokalkæder, konsonantkæder. Regler for o, for s, z og x. Regler for e, for nasallyde, nasallyde efterfulgt af dobbeltkonsonanter. Og jeg krummer tæer, fordi jeg ikke ved de ting. Og jeg nervøs, fordi jeg nu skal fortælle en inspirerende historie på tre minutter, hvor alle de ting skal sidde i skabet. Og jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal snakke om, men endnu værre, jeg ved ikke om jeg kan slippe mine CBS fransk-vaner og tale rigtigt fransk. 

Meeeen, så har jeg vel et påskud for at bosætte mig i Paris igen-igen?

Barcelona-minder ♥

Det var turen, hvor en franskmand iført blond paryk og roser i munden, rejste sig op på en restaurant, klingede på sit glas og talte om, hvor ulykkeligt forelsket han var blevet i en ung pige fra Sverige og en ung pige fra Danmark. Til klapsalver fra de omkringsiddende gæster, forlod vi restauranten med roserne i hånden og røde kinder, og fortsatte så vores færd ud i natten. Det var samme nat, vi drak et glas cava på hver en bar vi kom forbi - og endte aftenen på 'Mal Verte' med tomme løfter om at hjælpe med at male til åbningsaftenen den følgende dag. 

Det var turen, hvor vi snakkede kultur, karriere, ægteskab og brudekjoler med vores elskværdige værtspar Antony og Jasmine. Det var turen, hvor vi tøsefnidderede til klokken fem om morgenen over en flaske vin, og drak morgenkaffe i varmen iført shorts og t-shirt mens vi prøvede at overbevise hinanden om, at det rent faktisk var november. Det var også turen, hvor vi fik en ansigtsbehandling, gik shop-amok i Zara, spillede frisbee på stranden, blev forfulgt af skaldede mænd og med vores ikke-eksisterende spanske blev mindet om, at vi alligevel godt kan snakke lidt fransk.

Den lille uge gik alt for hurtigt, og det var lidt som om, at vi ikke helt var klar til at sige farvel til Barcelonas - eller at Barcelona ikke helt var klar til at sige farvel til os? Med femten minutter fra ankomst til lufthavnen til gaten lukkede, var det tæt på, vi ikke nåede vores fly. At Sara havde glemt sin taske ved security hjalp ikke just på situationen. Ej heller, at jeg blev opmærksom på mit manglende(?) boardingpas. Efter løben frem og tilbage, fra gate til security og til gate igen-igen, med og uden sko, med røde hoveder og dårlig kondition, kunne vi endelig stille os bag de sidste mennesker i køen, som kun havde grin tilovers for vores kaotiske renden. Vi nåede det. Selvom et par dage mere i en fantastisk by, i fantastisk selskab ikke havde gjort mig noget!

Rart, men så alligevel....

....meget mærkeligt. Og en anelse tomt. Af en eller anden grund sidder jeg igen i år på Solbjerg Plads og gør et ihærdigt forsøg på at samle tankerne om en 'Social and Business Networks' eksamensopgave, der er due om en uge. Mine rosenrøde forestillinger om eksamenslæsning på biblioteket i Paris med udsigt til Eiffeltårnet efterfulgt af to ugers ferie, hvor jeg skulle suge så meget til mig som overhovedet muligt, blev pludselig i december lavet om til pendlen mellem Paris og København, kaotisk boligsituation og eksamensforvirring. 

Den sidste måned i Paris var stressende, hvilket også er årsagen til, at jeg har forsømt min blog noget så grusomt. Der var præsentationer, der skulle overstås, eksaminer, der skulle skrives, erasmus-barer, der skulle passes - og ind i mellem alt det var der vist også noget, der hedder december, der skulle nydes og julegaver, som skulle købes. Det blev på bekostning af blog og - nok det jeg fortryder allermest, når nu det begynder at gå op for mig, at min tid i Paris er slut - ja, Paris. 

De sidste par uger var jeg begyndt at savne København. Jeg savnede julestemningen i København i december, jeg savnede mine egne ting, jeg savnede letheden ved at gebærde sig i en by, hvor man taler sproget, og hvor man forstår, hvad folk siger - selv helt ned til de allermindste ord. Paris var pludselig blevet min hverdag, hvilket jo måske egentlig også var målet med hele mit ophold, men jeg glemte lidt at nyde det rigtigt tilsidst.

Nu har jeg været hjemme i en uges tid. Pludselig har jeg svært ved at finde rundt i København, jeg må bide mig selv i tungen for ikke at sige 'pardon', 'merci, au revoir', jeg skal tænke mig om en ekstra gang, om bussen nu også kører derhen, hvor jeg skal, og selvom Solbjerg Plads et par gange om året plejer at være mit andet hjem, så føles det ikke helt sådan i år. Og midt i julegave-bytte-helvede blev jeg også mindet om, at der også her er mangel på service-mindede folk og smil. 

Så paradoksalt nok savner jeg Paris nu. Heldigvis er det ikke helt slut endnu. På søndag flyver jeg til Paris for at tage min franskeksamen, og så har jeg lige et par dage til at få købt et års forbrug af min elskede pesto, få sagt farvel til de søde mennesker, jeg har mødt, opstøve en ingefær-drink med Sara på zéro-zéro og ja - nyde.  

Indtil da vil jeg mindes de sidste par måneder her.....