Næsten som at være i himlen

Min eftermiddag er blevet tilbragt i fantastisk selskab, et fantastisk sted: kage-heaven....

Pâtisserie des Rêves
111, rue de Longchamp

Må, må ikke?

Må man gerne købe fine fine Vivienne Westwood gummistøvler som et lille plaster på såret for tabt yndlingstørklæde? Hvis det nu er ægte låååve...

Øre-guf

Det er kun for nylig, jeg opdagede Kings of Convenience, og for tiden er det alt jeg hører. Især denne her kører på repeat - finhed....

Jeg ♥ Montmartre

Skulle jeg nu (...man har vel lov at håbe?) få tilbudt et fantastisk job, eller blive fransk gift eller bare på mærkværdigvis ende op med et udrejseforbud inden jeg vender snuden mod Danmark igen, og derfor pludselig står i den situation at skulle finde mit eget sted i Paris. Hvad så? Så fik Saras ellers så søde, franske roommate et lille, men bestemt, puf ud af sin lejlighed. For nej, hvor er den fin!
Jeg vidste det allerede, da jeg lørdag morgen sad på den lille-bitte altan sammen med Sara, min nye svenska väninna, og spiste ristet brød med peanut butter i senseptember-solen. Det her var kærlighed ved første blik. Måske det var de pastelgule kakler i køkkenet, det store badekar, de mange post-its med franske verber eller den lille gård med den store, falske, blå blomst? Et eller andet gav i hvert fald stedet charme.


Egentlig var ristet brød med peanut butter slet ikke en del af mine weekendplaner. 'Grr - Block Party' - sådan cirka lød mit program. Fredag blev små gader og stræder i Montmartre nemlig forvandlet til en stor gadefest à la Distortion. I selskab med Sara, Madeleine, Mathilde og Louise blev der drukket vin af flaske i bedste teenagestil og stærke drinks på en overproppet fortorvscafé. Og et sted mellem 'Le Vrai Paris' og køen til 'Nouveau Casino' fik jeg forputtet mit yndlingstørklæde. Og et sted mellem tudefærdig og frustreret fik jeg klemt en trøste-crêpe-au-sucre ned. Det hjalp. Lidt.
Efter nattens udskejelser syntes tanken om at finde hjem til Boulevard des Invalides uoverskuelig, så jeg sov hos Sara i hendes fine fine pariser-hule. Og før jeg havde set mig om, havde jeg tilbragt 24 timer i det skønne 18ende arrondissement. Efter morgenmad på altanen begav vi os nemlig ud på opdagelse. Vi fandt knaldrød, mat læbestift i MAC, vi spiste pasta på en lille italiensk restaurant og købte postkort og skittles hos grønthandleren fra Amélie. Vi drak kaffe og spiste macarons på 'Les deux Moulins', fandt kæmpe Pariserkort til Saras bare væg, faldt i svime over halskæder og sendte lange blikke efter Vivienne Westwood gummistøvler. Og så spiste vi popkorn og hulkede til scener fra Thomas Vinterbergs Submarino... Da dagen var omme havde Sara og jeg bestilt billetter til Barcelona, og jeg havde tilføjet et nyt kvarter til listen over mine yndlingsområder i Paris, så :
'Montmartre - jag är din, om du vill ha mig...' (Tak til Sara, som lige for tiden lærer mig svensk - det låter bara bättre!)

Søde Sara

Sara og Made

Lørdag har man det lidt sådan her

Ny favorit spise

Grønthandleren fra Amélie

Les deux Moulins

Mmm...macarons i alle afskygninger

Min lille pariser-hule

Hvor regnbuen ender....

Selv når Paris er allermest dyster og grå, er den smuk!

Kærlighedshistorie fra mit kvarter...

Paris, je t'aime

lektie-læsning

Fik jeg nævnt, at jeg har den fiineste fransklærerinde? Sylvie. En lille, finurlig dame med knastørt, ildrødt hår. Hun bor ved Porte de Clignancourt og har dermed tåspidserne i 'la banlieue', men uden tvivl resten af fødderne solidt plantet i 'Paris-Paris', som hun så smukt kalder det. En ægte pariser. 
I klassen hedder vi alle 'ma petite chérie', mens Mathias er hendes 'petit génie'. Hun er overbevist om, at han danser klassisk dans og læser tykke bøger, og insisterer på, at han lever livet lidt mere. Hun er helt vild med spanske Javier, og lader sjældent tyske Josué og græske Evan træde inden for døren uden en kæk, lille bemærkning. Og jo - så siger hun, at vi laver fejl, men at det er charmerende fejl, alt imens hun sender luftkys ud i rummet. Man kan ikke andet end holde af hende!


Vores opgave til weekenden var at udforske det franske. Om det var timer på et museum, at kaste sig over en fransk film eller fejre enden på Ramadanen med franskmændene, det gjorde ingen forskel. Vi skulle blot skrive vores oplevelser ned - en francais. Mit søndagsputtehumør kunne sagtens forlige sig med aften under dynen, så valget var nemt: 'Paris, je t'aime'. Så absolut anbefalelsesværdig. 18 små kortfilm, hvis eneste fællesnævner er Paris som kulisse. Og lidt ligesom den amerikanske kvinde i den sidste scene, har jeg forelsket mig bare en smule i byen...

Havde jeg nu bare min blå cykel,....

....så havde jeg uden tvivl cyklet rundt i Paris' små gader og stræder i dag og nydt solens stråler - med Boat Behind på repeat på iPod'en naturligvis!

Finhed ♥

Helt ny stil?

For første gang i mange år har jeg oplevet at være i god tid. Tro det eller lad være, men det gælder også til aftaler. Hvilket egentlig er lidt paradoksalt, når nu franskmænds forhold til tid er så afslappet, og jeg for een gangs skyld kunne slippe for den evige dårlige samvittighed, den lange liste af dårlige undskyldninger og blot skyde skylden på kulturen. Min lille pariserlejlighed har også taget sig  ualmindelig godt ud i den seneste uge - ingen tøj-eksplosioner eller ophobende opvask. Jeg ved ikke, hvad der pludselig er kommet over mig, men det 'noget' kan måske også få mig ud af den her ferielignende tilstand jeg befinder mig i og tilbage til virkeligheden. Det vil sige:

• slut med at spise en pakke Oreos (eller mere) om dagen
• slut med at retfærdiggøre indtag af cola til frokost. Og til lektielæsning. Og til aftensmad. Og inden man går i seng
• slut med at 'sove til man vågner', når det betyder, man først står op til aftensmad

Som prikken over i'et tog jeg i går ud til sportsbutikken Decathlon nær Champs-Élysée og investerede i mit første sæt løbetøj nogensinde. Katrine og jeg går nemlig på tirsdag i gang med et løbeprogram, som på bare 12 uger skulle gøre os (mere...hmm-mm) fit. Det betyder altså, at jeg i 12 uger skal løbe rundt i Paris i meget stramme løbebukser samt jakke, der lige akkurat ikke dækker numse (i meget stramme løbebukser!). Jeg lod mig rive med af stemningen og handlede i samme ombæring ind til sund aftensmad, samt købte fantastisk Touche Matte creme fra Yves Saint Laurent. Har nemlig også - til dels sammen med Katrine (se hendes pariserblog HER) - gang i projekt 'Ingen makeup'. En anelse skræmmende, må man sige! 

Takeshi Kitano

For en lille måned siden snakkede Katrine for første gang om Takeshi Kitano, som lige nu udstiller på 'Fondation Cartier pour l'art contemporain'. Ifølge hendes ven, Mathieu, burde man kende til denne japanske kunstner, hvis cv spænder vidt og bredt. Fulde af skam over at være en flok (åbenbart) ukultiverede unge, tog Pernille, Sara, Julie, Katrine og jeg hinanden under armen og drog mod 261, Boulevard Raspail. 

Nogle gange gad jeg godt, jeg kunne se det fantastiske i at bruge timevis på at studere kunsten på Louvre. Eller at jeg kunne virke oprigtigt interesseret, når folk vil have mig med på museum. Men faktum er, at jeg ved pinligt lidt om kunst, og jeg kan stadig blive rastløs ved tanken om timer på et kunstmuseum. Jeg havde heller ikke nået at researche på Takeshi Kitano inden jeg tog afsted, så jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg gik ind til - og gud, hvor blev jeg positivt overrasket. Sikke en fin udstilling lavet af en helt igennem skruptosset mand! Det var dejligt befriende at blive lukket ind i et univers, der var skørere end skørt - og ikke mindst 'tilgængeligt'. Udstillingen var et virvar af blandt andet farverige, barnlige malerier, naturvidenskabelige 'brainteasers', et syngende dukketeater, alternative årsager til dinosaurens udryddelse, anekdoter og provokationer. Ikke mindst de vanvittige udklip fra Takeshi Kitanos tv-shows, som fik mig til at græde af grin af flere omgange, gør absolut udstillingen et besøg værd!

Fondation Cartier pour l'art contemporain

261, Boulevard Raspail, métro: Raspail
(sidste dag: 12. september 2010)

En overspringshandling af de gode

Katrine var så elskværdig at dele det her link med mig. Er bange for, jeg aldrig kommer i seng - eller får lavet fransk. Take it away....

http://www.youtube.com/watch?v=4ba1BqJ4S2M&feature=player_embedded

(farts with og teases er virkelig en mulighed! Eeeelsker 'fishes with', årh)

Faster-kærlighed

Tidligt i morges tikkede en besked ind fra Cille, som sagde, at hun i nat var blevet faster til en fin, lille babypige. Det vil jeg fejre i aften med en ordentlig omgang sushi! STORT tillykke til den bedste Faster-Cille :)

Første skoledag

Sjældent har det været så svært at komme op, som da vækkeuret ringede klokken 6.20 i morges. Og sjældent har jeg haft så inderlig en lyst til at snooze dagen væk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst hørte lyden af min alarm - for ikke at tale om så tidligt. De sidste tre uger har jeg holdt ferie - sådan for alvor. Dagene er rodet sammen i en stor pærevælling, og min fornemmelse for tid ikke-eksisterende. 

Det eneste, der gjorde afskeden med min varme dyne tålelig, var solopgangen mens jeg nød min havregrød (...det er lige før, jeg synes, at min husleje på mange mange penge er helt okay!)

Nu må jeg hellere koncentrere mig om at få færdiggjort mit bjerg af fransk-lektier, så jeg bare kan nå at sove lidt inden vækkeuret ringer igen...

Cille indtager Paris

Jeg havde lige nøjagtig 10 dage til at få livet i Paris til at se legende let ud. Og ikke mindst til at finde ud af, hvilken vej jeg skulle vende mit turistkort... Den 23. august meldte Cille nemlig sin ankomst, og min rolle som tourguide skulle for alvor stå sin første prøve.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil åh så gerne sælge Paris godt! Af samme årsag får jeg helt svedige håndflader, når folk spørger: "Hvor skal man tage hen, hvis man vil opleve det rigtige Paris?" Jeg bryder min hjerne for at finde ud af, hvad det er ved byen, som giver mig sommerfugle i maven. Jeg forsøger at komme på steder, der oser af den stemning, som jeg fanges i. Det, som gør, at Paris bare var det helt rigtige sted for mig at tilbringe et semester. Men hvad nu, hvis jeg ikke formår at finde det Paris frem?

Til mit held var det Cilles første tur hertil. Jeg slap altså i første omgang for spørgsmålet om 'det rigtige Paris' og kunne i stedet læne mig tilbage og overlade det meste af arbejdet til rejsebøgerne. Og sikken en herlig tur det blev! Ind og ud af metroer, op og ned ad smalle gader i Latinerkvarteret, udsigt fra Eiffeltårnet og fra Sacré Cæur, bedende folk i Notre Dame, vin på bøssebar i Marais og fest med Put og Sune. Portræt fra Dino, en lille sludder for en sladder med streetfootball'eren Iya, store bøffer med pebersovs ved Montmartre, sur tjener på 'Les deux Moulins' og crêpes med nutella ved Moulin Rouge. Macarons fra Paul, fingerringe fra l'ile Saint Louis og et fransk fingerkys fra en svingbro, sushi i Rue Montorgueil og sejltur ind og ud af sluserne på Canal Saint-Martin. 
Og alt imens vi travede Paris tynd, blev jeg helt lettet ved tanken om, at jeg ikke skal sælge Paris - Paris sælger sig selv..... 

Tak Cille-Mulle for en fantastisk hyggelig uge - og tak for de mange Skipperskrå (...som allerede er spist. Rub og stub!)

To par guldsko på opdagelse....

Kanalrundfart på Canal Saint-Martin

Kærlighed set fra toppen af Eiffeltårnet

Jeg er vild med byen set fra oven...

Montmartre

Til dig Cille 

Aftensmad i den lille lejlighed