søndag den 12. september 2010

Takeshi Kitano


















For en lille måned siden snakkede Katrine for første gang om Takeshi Kitano, som lige nu udstiller på 'Fondation Cartier pour l'art contemporain'. Ifølge hendes ven, Mathieu, burde man kende til denne japanske kunstner, hvis cv spænder vidt og bredt. Fulde af skam over at være en flok (åbenbart) ukultiverede unge, tog Pernille, Sara, Julie, Katrine og jeg hinanden under armen og drog mod 261, Boulevard Raspail. 
Nogle gange gad jeg godt, jeg kunne se det fantastiske i at bruge timevis på at studere kunsten på Louvre. Eller at jeg kunne virke oprigtigt interesseret, når folk vil have mig med på museum. Men faktum er, at jeg ved pinligt lidt om kunst, og jeg kan stadig blive rastløs ved tanken om timer på et kunstmuseum. Jeg havde heller ikke nået at researche på Takeshi Kitano inden jeg tog afsted, så jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg gik ind til - og gud, hvor blev jeg positivt overrasket. Sikke en fin udstilling lavet af en helt igennem skruptosset mand! Det var dejligt befriende at blive lukket ind i et univers, der var skørere end skørt - og ikke mindst 'tilgængeligt'. Udstillingen var et virvar af blandt andet farverige, barnlige malerier, naturvidenskabelige 'brainteasers', et syngende dukketeater, alternative årsager til dinosaurens udryddelse, anekdoter og provokationer. Ikke mindst de vanvittige udklip fra Takeshi Kitanos tv-shows, som fik mig til at græde af grin af flere omgange, gør absolut udstillingen et besøg værd!

Fondation Cartier pour l'art contemporain
261, Boulevard Raspail, métro: Raspail
(sidste dag: 12. september 2010)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar