Paris, je t'aime

lektie-læsning

Fik jeg nævnt, at jeg har den fiineste fransklærerinde? Sylvie. En lille, finurlig dame med knastørt, ildrødt hår. Hun bor ved Porte de Clignancourt og har dermed tåspidserne i 'la banlieue', men uden tvivl resten af fødderne solidt plantet i 'Paris-Paris', som hun så smukt kalder det. En ægte pariser. 
I klassen hedder vi alle 'ma petite chérie', mens Mathias er hendes 'petit génie'. Hun er overbevist om, at han danser klassisk dans og læser tykke bøger, og insisterer på, at han lever livet lidt mere. Hun er helt vild med spanske Javier, og lader sjældent tyske Josué og græske Evan træde inden for døren uden en kæk, lille bemærkning. Og jo - så siger hun, at vi laver fejl, men at det er charmerende fejl, alt imens hun sender luftkys ud i rummet. Man kan ikke andet end holde af hende!


Vores opgave til weekenden var at udforske det franske. Om det var timer på et museum, at kaste sig over en fransk film eller fejre enden på Ramadanen med franskmændene, det gjorde ingen forskel. Vi skulle blot skrive vores oplevelser ned - en francais. Mit søndagsputtehumør kunne sagtens forlige sig med aften under dynen, så valget var nemt: 'Paris, je t'aime'. Så absolut anbefalelsesværdig. 18 små kortfilm, hvis eneste fællesnævner er Paris som kulisse. Og lidt ligesom den amerikanske kvinde i den sidste scene, har jeg forelsket mig bare en smule i byen...