Jeg har fundet en helt fin substitut for biblioteket på Solbjerg Plads. I dag har jeg været en (halv)god studerende, og det meste af min eftermiddag er blevet tilbragt på Dauphines bibliotek med café crème og bunker af papirer. Jeg har ihærdigt forsøgt at komme igennem det bjerg af lektier som Maya, min 'åh-så-misundelsesværdigt' passionerede lærer, har stukket mig. Det var bare som om, at Phillip d'Iribarne, Hofstede og Trompenaars havde svært ved at konkurrere med udsigten fra min vinduesplads, hvor jeg kunne se Bologneskoven danne en lille grøn oase for foden af La Défense, der tårnede sig op i horisonten. Af samme årsag havde jeg valgt ikke at bevæge mig om til den anden side af biblioteket, hvor Eiffeltårnet troner i det fjerne. Det er bare som om, jeg aldrig bliver helt træt af at kigge på det tårn og den her by....

Ingen kommentarer:
Send en kommentar